Behandling med akupunktur

Hos FysioPsyken benytter jeg akupunktur i forbindelse med muskuloskeletale smertetilstande. Behandling med akupunktur bliver i stigende grad anbefalet af læger og bruges bl.a. til behandling af iskiassmerter, hovedpine, tendinitis, artrose, artritis, ryg-, disk- og muskelsmerter, nakke-, skulder-, albue-, håndleds- hånd-, hofte-, knæ-, ben- og fodsmerter.

Hvad er akupunktur

Akupunktur er oprindeligt udviklet inden for Traditionel Kinesisk Medicin, der inkluderede en bred vifte af behandlingsmetoder, herunder urtemedicin, massage og varmeterapi.

Behandlingsmetoden involverer indsættelse af tynde nåle på specifikke punkter på kroppen for at stimulere kroppens naturlige helingsproces. Nålene fremmer blodgennemstrømningen og medfører en afspænding af musklerne, endvidere stimulerer nålene nervesystemet, hvilket samlet medfører smertelindring.

Moderne forskning har kastet lys over de neurofysiologiske mekanismer bag akupunktur og dens kliniske anvendelse. Den form for akupunktur, jeg praktiserer, kaldes Medical Acupuncture og bygger på en solid forståelse af anatomi, neurofysiologi og patologi med uddannelse fra Dansk Selskab for Akupunktur i Fysioterapi (DSAF).

Akupunktur kan være en effektiv behandling, især når konventionel medicin ikke giver tilstrækkelig smertelindring eller har uacceptable bivirkninger. Det kan være et nyttigt supplement til andre behandlinger såsom fysioterapi.

akupunktur-1.jpg

Behandlingen

Inden behandlingen påbegyndes, foretager vi en grundig vurdering af dine symptomer og tilstand for at sikre, at akupunktur er det rigtige valg for dig.

Jeg vil også sørge for, at du forstår formålet med behandlingen, og at du er fortrolig med processen, herunder brugen af sterile nåle og mulige bivirkninger som let blå mærker eller træthed.

Under selve behandlingen placeres nålene på specifikke punkter i din krop, hvorefter de forbliver i cirka 20 minutter. Behandlingen skal ikke gøre ondt og nogle vil føle en ”varme”, ”prikkende” eller ”let sovende” fornemmelse.

Behandlingen skal udføres som en serie af behandlinger og ligger i gennemsnit på ca. 8 behandlinger. Dette kan variere fra få behandlinger til lidt flere end 8 afhængig af smertetilstanden og dens varighed. Der skal gives minimum to behandlinger om ugen i de to første uger, hvorefter der kan ydes en behandling pr. uge. 

akupunktur-2.jpg

Hvorfor vælge akupunktur

Akupunktur har vist sig at være effektiv til behandling af en række tilstande, herunder smerte, hovedpine og understøttende behandling ved kræft. Der er dog visse tilfælde, hvor akupunktur ikke er hensigtsmæssig, f.eks. hvis du har en frygt for nåle eller visse medicinske tilstande.

Forskning inden for området understreger akupunkturs effektivitet, og det er blevet anbefalet som en del af nationale kliniske retningslinjer for behandling af hovedpine uden brug af medicin.

Hvis du ønsker at læse mere om akupunktur og de bagvedliggende studier, er du
velkommen til at besøge dsa-fysio.dk

akupunktur-3.jpg